Skip to main content

En mangfoldig palet af frivillige fællesskaber

18. september 2024

I Slagelse Kommune har vi en masse ildsjæle, der brænder for at skabe samlende fællesskaber med fokus på integration. Målgruppen herfor er stor og der mangler ofte frivillige til at bakke op om initiativerne.

Frivilligcentret guidede derfor på vej og inviterede d. 17. september til Inspirationscafé om frivillige fællesskaber med fokus på integration.

 

Inspirationscafé om frivillige fællesskaber med fokus på integration

Caféen var målrettet interesserede, der overvejer at blive en del af et frivilligt fællesskab med fokus på støtte og mulighed for fællesskab for mennesker med flygtninge- eller indvandrerbaggrund.

Vi fik besøg fra 4 forskellige foreninger, der fortalte om, hvilke aktiviteter deres fællesskaber er sammen om, foreningens formål, og måder interesserede kan blive en del af fællesskabet på, hvad end man ønsker at bidrage som frivillig eller deltager.

Det var enormt inspirerende at høre om alle de tiltag og aktiviteter der afholdes rundt omkring i kommunen.

·       Mentornetværk - KVINFO gjorde os klogere på, hvordan de hjælper kvinder tættere på arbejdsmarkedet ved at matche dem op med en mentor.

·       Røde Kors’ Integrationsgruppe fortalte om deres Integrationscafé og deres mange andre integrerende aktiviteter og tilbud.

·       Dansk Flygtningehjælp fortalte ligeså om deres samtalecafé og tilbud om lektiehjælp.

·       Slutteligt holdt Mødrehjælpen oplæg om deres tilbud og aktiviteter som bl.a. Måltidet og Fødselsdagshjælp, der både inkluderer børnene og bringer familier tættere på hinanden i deres Familiecafé.  

Mange aktiviteter og tilbud gik igen hos de forskellige foreninger, men målgrupperne hertil var forskellige – det var tydeligt at mærke foreningernes passion for det fælles fokus, og samtidig få blik for, hvor fint de formår at skabe forskellige fællesskaber for forskellige borgere ved målrettede aktiviteter til de forskellige deltagere. Det var tydeligt at mærke på de frivillige, hvor stor indflydelse de oplever at initiativerne har for den enkelte, og hvilken glæde for dem det er, at være en del af. 

Frivilligcentret fungerede som guide til arrangementet, ved at skabe rammer for, at interesserede kunne inspireres og guides på vej ind i nye frivillige fællesskaber.

Tak til alle for deltagelsen og inspirerende snakke.